En ægtepagt er en skriftlig aftale, der bl.a. opridser, hvordan boet skal deles i tilfælde af, at ægteskabet ikke fungerer, og I skal skilles.
En ægtepagt er ikke nødvendig, hvis I er enige om at dele alt ligeligt og beholde egne pensionsopsparinger. Men hvis den ene eller begge parter har store eller mange værdier før ægteskabet - eller den ene part har en stor gæld - kan det være en god idé at få lavet en ægtepagt.
Advokatens opgave
Advokaten udformer ægtepagten, så den er juridisk bindende og overholder alle gældende regler og normer. Advokaten kan også hjælpe jer med at forudse problemstillinger, som I ikke selv havde tænkt over samt komme med gode råd og vejledning ang. de bedste løsninger.
Alderdomsopsparinger
Som udgangspunkt har man altid ret til at beholde den alderdomsopsparing, som er opsparet i eget navn - uanset hvem der har indbetalt til den. Ønsker man at dele alderdomsopsparingerne ligeligt efter skilsmissen, er det nødvendigt at have oprettet en ægtepagt.
Særeje
Ægtepagter forbindes traditionelt med særeje - altså at den ene part bliver ved med at eje det samme, som han eller hun ejede før ægteskabet. Dette kunne eksempelvis være en opsparing, fast ejendom, værdifulde genstande o.l.
Gæld
En ægtepagt har ikke kun noget at gøre med det, man ejer - det har også at gøre med det, man skylder væk. Hvis du gifter dig med en person, der skylder en masse penge væk, er du nemlig bedst beskyttet med en ægtepagt. Skulle din ægtefælle eksempelvis dø med gælden, kan du blive nødt til at betale halvdelen af dine egne værdier ind til dødsboet for at betale eventuelle kreditorer tilbage. Derfor er en ægtepagt den bedste løsning til enhver, der gifter sig med en anden, der har stiftet betydelig gæld.
Ægtepagter om gaver
Der er grænser for, hvor store gaver du kan give til din ægtefælle. Der er ikke et præcist tal på det - det handler om gavens værdimæssige proportion i forhold til dine almindelige levevilkår. Hvis din husstand eksempelvis har en samlet indkomst på 500.000 kr. om året ville det være uproportionalt at give din ægtefælle et hus til 2.000.000 kr. i gave. Men har man en meget høj indkomst, ville dette måske godt kunne lade sig gøre.
Ønsker man at give større gaver - eksempelvis som en slags forsikring mod dårligere tider - kan man gøre dette ved hjælp af en gaveægtepagt.
Et eksempel kunne være, hvis den ene ægtefælle driver en enkeltmandsvirksomhed. I så fald kan det være en god idé at overdrage huset og andre større værdier til den anden ægtefælle via en gaveægtepagt. På den måde vil kreditorer ikke kunne gøre krav på disse, hvis enkeltmandsvirksomheden går under.